Tur til Hawaii – en drøm der kan betales på budget?

Aloha!
Hawaii er ikke det typiske rejsemål for unge backpackers. Før vi tog afsted, vidste vi stort set ingenting om, hvad der ventede os. Det blev både vores held – men de manglende forberedelser kunne også nemt have gjort vores rejse til én stor skuffelse.

I den følgende rejsebeskrivelse vil vi give vores tips og tricks til at gøre turen til Hawaii til et uforglemmeligt eventyr.

Indholdsfortegnelse

I efteråret besluttede Rasmus og jeg at vi havde brug for et pusterum. En midlertidig flugt fra studier, arbejde og forpligtelser – til et sted med Bounty strande, uovertruffen natur og mindeværdige oplevelser.

Hawaii – en drøm der kan betales på budget?

Flybilletter til Hawaii

Billetter til Hawaii er generelt i den dyre ende – en simpel søgning på Momondo viser at en returbillet ofte koster mellem 7000-9000 kr. Vores første tip til turen til Hawaii, er at tænke kreativt og selv booke billetter, hvor de første 4000 kr. nemt kan spares. Det gøres ved at gøre brug af de ofte meget billige billetter, man kan erhverve sig til San Fransisco eller LA. Herfra er billetterne til Hawaii mere overkommelige i pris, hvilket betød at vi fra DK/San Fransisco/Hawaii tur/retur kun gav omkring 4500 kr. pr person. (Vi landede på hovedøen The Big Island).
Dette giver også muligheden for at tilbringe et par dages storbyferie i San Fransisco, inden turen fortsætter mod Hawaii.

De første par dage

Mens du sidder i flyet, er det tid til at forberede sig – dels på varmechokket når du træder ud af flyveren, men også chokket over prisniveauet.
Hawaii isn’t cheap! Bestemt ikke sammenlignelig med syd/øst-asien på dette punkt!

De absolut billigste hostels vi kunne opstøve kostede i omegnen af 90-110 dollars for 2 personer per. nat. Lidt hurtigt hovedregning: Det bliver dyrt inden vi kommer hjem igen!
Heldigvis fandt vi måder, der kan gøre det væsentlig billigere (og mere spændende) at udforske Hawaii på.

Hawaii overnatninger

Transport på Hawaii

Det første udfordring, man skal have fundet et svar på, er transport.
Hvordan har man tænkt sig at komme rundt? Med mindre man har tænkt sig at blive boende i en turistby, der vækker minder om Loret de Mar for pensionister, så er en bil et must, da det er den eneste måde at udforske alle de gemte perler på Hawaii. Den offentlige transport er nærmest ikke eksisterende.

Selvom der er masser af biler på Hawaii, kan det godt være dyrt at leje en bil, ofte er prisen ca. 90-100 $ om dagen. Heldigvis står alle unge backpackere i den samme situation, og det kan derfor være en fordel at leje bil sammen med andre. Et godt råd er derfor at booke et af de populære hostels de første par dage, og få gode råd og rejsevenner her, hvilket både gør den kommende tid billigere og sjovere. Folk er generelt ret vilde med danskere, da de fleste turister er amerikanere.

Vi blaffede rundt de første par dage, hvilket gjorde at vi mødte nogle søde folk, som vi rejste med de næste par uger. Men inden man giver sig i kast med blaffertilværelsen, skal man overveje en plan b. Det er både ulideligt varmt at stå i vejkanten, der er ikke en udpræget blafferkultur og det bliver mørkt kl. 18 sharp, hvor man ikke har lyst til at stå ved en stor hovedvej uden tag over hovedet.

Transport i Hawaii

Find din indre spejder frem

Nogle af de mest magiske øjeblikke var at slå telt op på stranden. Vi købte et billigt telt i Walmart til 30 $ og det tjente sig i den grad ind. Der er mange steder, hvor man kan slå telt op på stranden mod at betale 10/20 $, og andre steder slog vi bare telt op på stranden på trods af at var på kant med reglerne. Forestil dig solnedgang, tropetemperaturer og en badetur om natten i måneskin!
Dette er virkelig en måde at spare mange penge, så husk et lille liggeunderlag og snup et tæppe fra flyet, så er du godt kørende. Et par gange når vi havde lejet en stor nok bil, sov vi desuden i Jeep’en, hvilket også var hyggeligt og en måde at spare en del penge på.

Hawaii Rejse

Hawaii består af en række øer, og der er ret stor forskel på dem. Vi nåede kun at være på The Big Island og Maui. Især Maui synes vi var et rigtig dejligt sted at være. Vi har dog hørt rigtig godt om nogle af de andre øer. Man kan kun flyve mellem øerne i små fly, så det er ikke på denne tur at ens klimaglorie bliver pudset.
Billetterne koster mellem 30-70 $, og vi vil anbefale at man i hvert fald når at besøge to øer, hvis ikke flere, da der er stor forskel på naturen og stemningen på øerne.
Her kan spares lidt penge ved at booke flybilletter hjem til Danmark en anden ø end der man lander, således at man slipper for at tage et indenrigsfly tilbage til den ø man allerede har besøgt.

Hvis du er til surf, sol, strand og storslået natur så er Hawaii stadig den ubestridte destination, som du bliver nødt til at besøge. Selvom øerne er blevet meget turistet, skal man ikke køre særligt langt før at du føler at du har hele øen for dig selv.

Alt i alt brugte vi ca. 19000 kr. per person for hele turen på 28 dage inklusive flybilletter, så selvom det er dyrere end Asien, er det bestemt muligt ikke at blive ruineret.

Skrevet af:

Jens Ole Haahr Vibild

Rasmus Bülow Duus