Tre fordomme om at rejse alene, og hvorfor de ikke passer

Jeg har rejst alene siden 2011. Det er det bedste, som jeg nogensinde har gjort for mig selv. Godt nok var det ikke mit førstevalg at rejse alene, men da jeg ikke kunne finde en at rejse med, så blev jeg nødt til selv at tage afsted. Jeg havde det hårdt de første mange uger, og jeg lavede også mange fejl. Heldigvis lærte jeg af mine fejl, og jeg er kommet mere styrket ud af oplevelserne.
At rejse alene har givet mig så meget styrke, selvtillid og selvværd. Uanset hvor klichéfyldt det måske lyder, så har det været med til at forme mig som person. Derfor mener jeg, at alle burde prøve at rejse alene mindst en gang i deres liv. Desværre møder jeg også mange som har rigtig mange fordomme om at rejse alene, og derfor tror jeg, at færre personer tør give sig i kast med solorejserne.

Det er synd for folk som rejser alene

Jeg blev især mødt med denne fordom, da jeg var afsted på min første solorejse. Lad os få en ting på det rene. Det er ikke synd for nogen, at de rejser alene, for de kunne i princippet tage hjem, hvis de ikke ville rejse alene.
Langt de fleste har selv valgt at rejse alene. Der kan selvfølgelig være mange årsager til at rejse alene, men mange gør det for at møde endnu flere mennesker, at udvikle sig og komme i tættere kontakt med de lokale. Det synes jeg ikke er synd, men tværtimod er det da fantastiske grunde til at rejse alene!

Det er ensomt at rejse alene

Det kan være ensomt at rejse alene, men hvad mange ikke forstår, så er det at være alene ikke det samme som at være ensomt. Da jeg startede med at rejse, så følte jeg mig hurtigt ensomt. Når jeg var helt alene, så gik der knap en time, før jeg følte mig ensom. Jeg var enormt bange for, at jeg ikke ville møde andre rejsende, og jeg ville være ensom på min rejse, derfor skulle jeg ikke have lang tid alene, før frygten overtog mine tanker.
Men langsomt lærte jeg, at ensomheden var noget, som jeg selv styrede i mit hoved, og at det kan overvindes med menneskelig kontakt. Så jeg nyder at have alenetid i dag, hvor jeg kan læse en bog, kan gå alene på café, kan arbejde på blog, kan tage ud at vandre eller hvad jeg nu har behov for uden at gå på kompromis eller tage hensyn til andres behov.
Og føler jeg at ensomheden er ved at presse på, så tager jeg altid ud for at få nogle oplevelser samt for at møde lokale og/eller andre rejsende. Det har givet nogle helt unikke oplevelser, når jeg tager rundt alene. For eksempel er jeg flere gange i Vietnam blevet inviteret hjem til lokale, jeg har fået en rundvisning i New York af en lokal paparazzofotograf, jeg er nærmest blevet adopteret af en nepalesisk kvinde til en lokal festival og meget mere.

Det er farligt at rejse alene

Det er klart, at man er lidt mere udsat, hvis man er alene end hvis man er sammen med en større gruppe, hvor alle passer på hinanden. Men 99,9% af alle folk i verden er virkelig søde og har kun gode intentioner, og jeg har mange gange oplevet lokale som har ville tage sig af mig og som har ville beskytte mig. Det har faktisk kun været en håndfuld gange, hvor jeg har oplevet noget som har været lidt ubehageligt.
Man skal selvfølgelig tage sine forholdsregler, når man rejser alene. Jeg sørger altid for at låse værdigenstande, som jeg ikke skal bruge, inde på mit værelse eller i et skab. Jeg klæder mig efter de lokale normer. Jeg spørger på mit hotel eller hostel om der er områder, som jeg skal undgå. Jeg tager en taxa, hvis jeg føler mig utryg på gaden. Jeg siger tydeligt fra og afviser lokale som lægger an på mig, men som jeg ikke er interesseret i.
Så hvad venter du på? Dit næste soloeventyr venter forude!

fordomme-rejse-alene

Tine Haslam Nielsen

Tine står bag den populære rejseblog A World to Explore. Tine har rejst i 45 lande, hvorfra mange er besøgt alene. Derudover har hun boet i Vietnam og Australien, som hun i øvrigt er flyttet tilbage til. På bloggen kan du finde en masse gode tips til ruteforeslag, budget, solorejser samt rejseinspiration til et væld af forskellige destinationer.